”Jeg var lettet. Charlotte græd.”

christian-faerdigt-billede

At få bollerne barberet på statens regning. Kælenavne som One Wayne og Obi One Kenobi. Sjove bemærkninger om et seriøst emne. Christian Agerskov Munk får konstateret testikelkræft i en alder af 28 år, men bekæmper frygten med  humor.

Af Andreas F. R. Wentoft

En helt almindelig eftermiddag, maj 2014. Christian sidder i sofaen og slapper af. Hans kæreste, Charlotte, og han har for nyligt fået en hvalp ved navn Tessie. Hvalpen er legelysten og styrter rundt i huset, den springer op i sofaen og løber over Christians skridt. Pletskud. Christian tager sig til skridtet, det gør, som forventet, uhyre ondt.

Det uventede kommer, da smerten ikke forsvinder igen. Symptomerne bliver tjekket på Netdoktor, og en tid bliver bestilt hos en rigtig læge. Christian er ikke urolig. Det kunne være så meget, ikke?

”Jeg tror lige, jeg sender dig videre.”

I takt med lægen siger de ord, bliver en ny virkelighed skabt. En virkelighed der starter med en ultralydsskanning af Christians testikler. Men Christian er stadig ikke nervøs.

”jeg havde godt nok forestillet mig, at første gang jeg var til ultralyd, var af min kærestes mave og ikke af der, hvor børnene bliver lavet.”

Det tager ikke mange splitsekunder, før lægen meget nonchalant siger >>ja, den skal ud,<< og Christian endnu mere nonchalant tænker >>nå, for satan.<< Charlotte græder, men Christian føler sig lettet. Nu ved han, hvad det er, og hvad der skal gøres for at bekæmpe det, mest af alt ved han, det ikke hjælper at græde.

Tro, håb og statistik

Hvert år får i gennemsnit 284 mænd diagnosen testikelkræft. Det er for det meste unge mænd over 15 år, der får diagnosen. Symptomerne er hævelse og/eller ømhed i testiklerne, og i nogle tilfælde ondt i ryggen eller ømme brystvorter. De milde symptomer gør, at nogle mænd venter lang tid, inden de går til lægen. Generelt er mænd ikke gode til at få sig selv undersøgt. Christian kan takke sin hund, Tessie, for at han blev tjekket, inden kræften havde spredt sig.

Nu skulle diagnosen deles med familien. Alle de vigtigste personer i Christians liv, skal have at vide, at han har kræft.

”Jeg hader at give dårlige nyheder.”

Christian græd ikke, da han fik sin diagnose. Han græder heller ikke nu, hvor han fortæller sin familie den dårlige nyhed. Han tænker. Det er først da Christian når til, at skulle fortælle sin bedste ven om kræften, at skallen krakelerer. De græder begge.

”Måske var det fordi, jeg ikke behøvede at være stærk overfor ham.”

Det ømme øjeblik bliver opfulgt af en flaske rosé og en tur ud at drikke nogle øl. Og som Christian selv siger >>så gik det hele igen.<< Christian har oprettet en blog på Facebook, så hans venner kan følge med i sygdomsforløbet. Bloggen har et distinkt præg af >>galgen humor<<, hvor en ven for eksempel opmuntrer Christian med ordene

”Nu kan du da i det mindste få bollerne barberet på statens regning”

Eller da nye kælenavne skal findes til Christian, hvor navne som One Wayne, Einstein og Obi One Kenobi er på banen. Den seriøse situation får taget det farlige fra sig. Christian er klar til at miste sin ene testikel, og derudover klar til at lave sjov med det.

Plejer er død

Operationen forløber fejlfrit. Christian er rask. Han har byttet en testikel for et godt helbred. Han har holdt hovedet koldt under forløbet, i hvert fald koldere end hans familie og venner.

”Når de hørte, det var kræft, så de straks en kiste foran sig.”

Men som Christian fortæller, så er testikelkræft en relativ mild form for kræft. 98 procent overlever diagnosen testikelkræft. Eller sagt med andre tal, 8.357 har fået eller lever med diagnosen testikelkræft, mens ni mænd dør af det om året. Alle de her tal har Christian vidst, siden han gik ind på Netdoktor. De har ligget i hans baghoved og rumsteret.

Nu har Christian et fint lille ar i lysken, en testikel mindre og ikke noget kræft. Arret får en god del opmærksomhed. En dag mærker Christian en bule ved arret.

”Jeg syntes sgu ikke, der skulle være en knude der.”

Netdoktor siger, at hvis testikelkræft spreder sig, så plejer det at sprede sig til ryggen. Det siger lægen også. Knuden bliver undersøgt, svaret skal komme i et opkald senere, men umiddelbart skulle det ikke være noget farligt. Der findes jo også ufarlige knuder.

Telefonen ringer. Kræften er tilbage, og Christian skal i kemo.

En gang til for prins Knud

Det minder lidt om at blive slået tilbage til start. Charlotte får det at vide igen. Mor og far får det at vide igen. Vennerne får det at vide igen. Denne gang skal det dog blive hårdere. Kemoen tager på Christians kræfter, både sygdommen og overskuddet.

Håret ryger, og en infektion på grund af nedsat immunforsvar får Christian indlagt på hospitalet. Selvom der er mange besøg på hospitalet fra venner og familie, står Christian selv for at højne humøret hos ham og hans nærmeste. Han frier til Charlotte. Begge kræftforløb er blevet taget med ophøjet ro.

”Jeg gled mentalt igennem forløbet.”

Kræften forsvinder igen. Christian bliver erklæret rask igen. Hverdagen begynder igen. Charlotte er blevet gravid, og alt er fryd og gammen. Christian er taget på ferie til Gran Canaria med en ven og hygger sig gevaldigt.

Smilet forsvinder

På ferien skal Christian og hans ven ud at surfe. Christian rammer surfbrættet forkert, han rammer med skridtet. Han kan mærke, det gør mere ondt end sådan noget plejer. Det gør faktisk ondt noget tid efter. Han fortæller det ikke til sin ven, men tankerne hober sig op.

”Jeg får tankemylder – eller hvad der egentlig er et panikanfald.”

Det eneste tidspunkt Christian har ro fra sit eget sind, er i søvnen. Når han vågner, kommer de samme tanker lige så stille krybende, indtil de overtager styringen.

”Jeg har en gravid kæreste derhjemme, hvad hvis jeg aldrig får set mit barn?”

Christian tager ikke hjem før tid, men angsten vokser stadig i ham. Han bliver tjekket, da han kommer hjem. Det gør ondt, lige indtil lægen fortæller ham, at der ikke er noget galt.

”Alle de smerter jeg har følt, er bare noget min hjerne har bildt sig selv ind… Det fuckede mig op.”

Selvom Christian har taget de to omgange kræft i nogenlunde udstrakt arm, har de ændret noget ved ham. De har mindsket hans egen plads i sit verdensbillede.

”Man marginaliserer sin egen rolle.”

Som far, har man en rolle, der ikke kan erstattes. Christians datter kan ikke bare få en ny far, hvis Christian dør. Panikanfaldet ændrede Christian mere end selve kræftforløbet. En erkendelse sprang frem.

”Man bliver voksen. Der er noget andet på spil.”

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *