Store tab håndteres forskelligt

Jane Nielsen har netop mistet sin niece. Nu sidder hun på værtshuset Pipes.

jane-nielsen-pipes

 Af Andreas F. R. Wentoft

Duften af tobak og sjusser rammer i det øjeblik, man træder ind ad døren. I en bar lavet af mørkt marmoreret træ sidder en enlig, gråhåret kvinde med et par sorte runde briller, en øl foran sig, og et smertefuldt blik i øjnene. Hun har mistet. Nu sidder hun her. Her på Pipes. Her hvor hun har siddet så mange gange før.

På værtshuset Pipes florerer der mange sjove historier hver aften, men denne aften er det en sørgelig en af slagsen. Jane Nielsen kommer lige fra Skejby sygehus, hvor det værst tænkelige scenarie blev en realitet. I morgen ville hendes niece være fyldt 20. I dag er hun ikke længere. Tilbage sidder moster-Jane og prøver at stykke skårene af tilværelsen sammen igen.

Efter hospitalsbesøget tog resten af familien ud at spise. Jane stod af ved Pipes.

”Jeg møder mine venner her. Vi hjælper hinanden.”

Et sted man kan grine, et sted man kan græde

 Jacob Haugaard skråler hånende ”det’ hammer, hammer fedt” ud gennem højtalerne, mens Jane bestiller to Irish coffee. Jeg prøver at betale selv, men får ikke lov.

”Her er vi ordentlige over for hinanden. Hvis jeg vil give én – så vil jeg give én.”

Hun fortæller om dengang niecen var pige, om dengang det her scenarie ikke kunne være tænkt muligt. En tåre kringler sig gennem folderne i hendes ansigt. Stemmen knækker, og Jacob Haugaards tåbelige stemme er det eneste, man nu kan høre.

I stilheden inden næste nummer kan man høre cigaretten knitre og et tungt åndedrag blive taget. En mundharmonika tuder ud i lokalet, tåren tørres væk og tudsen i halsen skylles ned.

Kold efterårsluft ruller uventet ind i baren, og en venlig dyb stemme spørger Jane, hvordan hun har det. En lav, bred mand med en grå hat lavet i strik står i døren og ser afventende hen på hende.

Det er Einar. En stamkunde og god ven af Jane er ankommet.

Der er plads til de fleste

 Einar tager sin Guinness og sætter sig ved siden af Jane. Uden egentlig at sige det får Jane fortalt Einar, hvad der er sket. Musikken får lov at spille uforstyrret lidt, inden Jane afbryder den.

”Her er der altid plads til mig.”

Det er ikke bare det, at der er plads, men at der andre steder ikke er plads. Pipes fungerer for Jane og Einar som et fristed.

Der er plads til meget på Pipes. Plads til dem der på en dårlig dag kan blive lidt for fulde eller lidt for højtråbende. Så bliver man sendt hjem med beskeden om, at man er velkommen i morgen.

”Der er mange andre steder, jeg ikke kan blive accepteret, men her er jeg en del af stedet.”

Personligheden skinner igennem hos både stamkunder og værtshus. Det er ikke bare, de andre stamkunder man bliver venner med, men også værtshusets indbyggede stemning.

Klokken ringer

 Sidste omgang bliver kaldt. Jane rejser sig fra barstolen og river i klokken ved baren. Dens høje klang betyder en omgang, inden vi skal ud i efterårsaftenens mørke. Der bliver spurgt ved navn hele vejen rundt, hvad man kunne tænke sig. Denne aften kender man hinanden og taler med hinanden om stort og småt.

Efter Einar kom, har bedrøvelsen lige så stille fortrukket sig til bagerst i lokalet, nu kun mærkbart til stede i små glimt. Da Jane spørger, om de ikke skal købe sig nogle øl, smutte over på tanken efter en pakke rød Cecil, og sætte sig op i lejligheden endnu et par timer, sniger et smil sig over begges læber. De ler.

Det her er ikke en aften at være alene på. Det behøver man heldigvis heller ikke. I hvert fald ikke på Pipes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *